Portrætfotografen,
der maler med lyset
Det store portræt er ved at
komme på mode igen
Århus Stiftstidende, tirsdag
7. maj 1996
Af Jette Westphal
Gudskelov for alle dem, der
i tidens løb har gjort sig ulejligheden. Var de ikke
gået til portrætfotografen for at blive foreviget,
havde vi ikke haft fotografierne af dem at kigge på.
Måske har De det med ordet
"portrætfotograf" som med ordet
"forevige": Det hører ligesom en svunden tid
til. Dengang var det en begivenhed i et menneskes liv at
blive "taget af".
Nu er stort set hvert andet
menneske i besiddelse af et kamera, og tilværelsen
videofilmes fra fødsel til død. Man går sjældent til
fotografen. Det skulle da lige være for at få et
pasbillede.
Portrætfotografen Vibeke Frøsig,
Århus, tror på, at det er ved at ændre sig.
- Pasbilleder og skolebilleder er
kedelige, og folk bryder sig ikke om dem, når det kommer
til stykket. Hvis der var lidt mere personlighed i
billedet, kunne jeg forestille mig, det var billeder man
havde lyst til at hænge op, siger hun.
I en mandeverden
Når man ser hendes lille vævre
skikkelse i aktion i atelieret, har man svært ved at
forbinde hende med søværnet.
Men hun er tidligere seniorsergent
og har sejlet med torpedobåd, mineudlægger og korvet.
Hun har ledet operationsrummet, det vil sige stedet hvor
alle kampinformationer samles og videregives til
våbenafdelingen og navigationsafdelingen.
- Jeg startede i 1981 med det
første hold piger i sejlende tjeneste. Jeg har altid
haft det sådan, at der er ikke nogen, som skal komme og
sige, at piger ikke kan, for så kan jeg.
Hun forlod søværnet, da hun
følte, at hun havde udkæmpet den side af sig.
- I starten var det spændende at
retfærdiggøre sig og vise, at jeg kunne passe mit
arbejde, selv om jeg var pige i en mandeverden.
Vibeke Frøsig gik i land, da
hendes korttidskontrakt udløb.
For tre år siden valgte hun at
uddanne sig som portrætfotograf, og i sin praktikperiode
var hun bl.a. hos Rigmor Mydtskov.
- Jeg kom meget fint ud af det med
hende, fortæller Vibeke Frøsig. Hun var rimelig godt
tilfreds med de ting, som jeg lavede, og det gav mig mod
på at starte selv.
Langsom start
Vibeke Frøsig har slået sig ned
på Brendstrupvej i Århus i et hus, der tidligere har
rummet bl.a. Saks Film, og hun præsenterede sig første
gang med en udstilling af portrætfotografier af kendte
personer på en af byens cafeer.
Hun kalder det en langsom start,
men hun håber at det varer længe, før hun skal ty til
"rugbrødsopgaverne".
Når Vibeke Frøsig skal
fotograferer, vil hun have god tid sammen med de
mennesker, hun skal portrættere. Hun vil ikke forstyres
midt i en fotografering. Derfor træffes hun kun efter
aftale, og så vil hun have mulighed for at danne sig et
indtryk af kundens personlighed, og det skal foregå i en
afslappet atmosfære. Den hjælpes på vej af en kop
kaffe eller et glas sodavand.
- Den måde, jeg arbejder på, er
ikke billig, men de mennesker, som normalt kommer her, er
folk, som skal forære billeder væk, for eksempel til
familie. Det kan også være, at de skal bruge dem
officielt, som forfatteren, der skal bruge et billede til
et bogomslag.
- Men der er også den gravide
kvinde, som gerne vil have fotograferet sin mave på en
kunstnerisk måde, så hun kan være bekendt at have et
billede af den hængende.
Fotograferer jeg hende i et
almindeligt fladt, kedeligt lys, vil det bare være en
registrering af, at hun er tyk, og det er ikke særligt
interessant.
Fotografiet lyver ikke
- Hvorfor valgte du at blive
portrætfotograf?
- Jeg har altid interesseret mig
for billeder. Jeg har også tegnet og malet meget, så
jeg tænkte, at når jeg nu skulle skifte profession,
kunne det lige så godt blive noget med billeder.
Og så er det nemmere at leve af at
være fotograf end kunstmaler.
- Selvfølgelig laver man ikke
guddommelige billeder hver gang, men man kan jo ikke
gøre andet end at forsøge, og der vil altid være
billeder indimellem som er gode, og som kunden kan
accepterer. For jeg er meget selvkritisk...
- Man kan altid spørge: Er det den
personlighed, jeg ser, eller er det den personlighed, som
vedkommende selv ser? Måske ser den fotograferede sig
selv på en anden måde, end andre folk i virkeligheden
gør.
- Er det så fotografiet eller
egenopfattelsen, der lyver?
- To fotografer ser ikke den samme
person på samme måde. Det er jo også et spørgsmål
om, hvordan folk reagerer over for hinanden rent kemisk.
Det kan godt være, at de ting, jeg kan få frem i et
menneske, ikke er noget, andre kan få frem.
For mig er et godt portræt et
billede af folks udstråling og personlighed. Det må
ikke kun være en registrering af, hvordan de ser ud.
De gamles arbejder
Når Vibeke Frøsig kigger på de
rigtige gamle portrætfotografers sort/hvide arbejder,
ser hun en helt anden type fotografier, end man ser i
dag. I mange af deres billeder er der personlighed.
- Jeg arbejder primært i
sort/hvid, men der er selvfølgelig nogle områder, hvor
det vil være relevant at bruge farvebilleder.
Skal man have et portræt
hængende, virker det mere enkelt og stilfuldt i
sort/hvidt, for med alle de farver der er i hjemmet fra
møbler, gardiner, blomster og så videre falder
farvebilledet nemt ind i mængden, hvorimod det
sort/hvide billede vil træde frem.
Når portrætfotografiet er
færdigt, foretrækker Vibeke Frøsig en diskret
stålramme som indramning.
- Så er det billedet man ser på
og ikke rammen, for der må ikke være noget, der
distraherer og fjerner interessen fra det centrale.
|