< tilbage

Portrætfotografen,
der maler med lyset

Det store portræt er ved at komme på mode igen


Århus Stiftstidende, tirsdag 7. maj 1996


 

Af Jette Westphal

Gudskelov for alle dem, der i tidens løb har gjort sig ulejligheden. Var de ikke gået til portrætfotografen for at blive foreviget, havde vi ikke haft fotografierne af dem at kigge på.

Måske har De det med ordet "portrætfotograf" som med ordet "forevige": Det hører ligesom en svunden tid til. Dengang var det en begivenhed i et menneskes liv at blive "taget af".

Nu er stort set hvert andet menneske i besiddelse af et kamera, og tilværelsen videofilmes fra fødsel til død. Man går sjældent til fotografen. Det skulle da lige være for at få et pasbillede.

Portrætfotografen Vibeke Frøsig, Århus, tror på, at det er ved at ændre sig.

- Pasbilleder og skolebilleder er kedelige, og folk bryder sig ikke om dem, når det kommer til stykket. Hvis der var lidt mere personlighed i billedet, kunne jeg forestille mig, det var billeder man havde lyst til at hænge op, siger hun.

I en mandeverden

Når man ser hendes lille vævre skikkelse i aktion i atelieret, har man svært ved at forbinde hende med søværnet.

Men hun er tidligere seniorsergent og har sejlet med torpedobåd, mineudlægger og korvet. Hun har ledet operationsrummet, det vil sige stedet hvor alle kampinformationer samles og videregives til våbenafdelingen og navigationsafdelingen.

- Jeg startede i 1981 med det første hold piger i sejlende tjeneste. Jeg har altid haft det sådan, at der er ikke nogen, som skal komme og sige, at piger ikke kan, for så kan jeg.

Hun forlod søværnet, da hun følte, at hun havde udkæmpet den side af sig.

- I starten var det spændende at retfærdiggøre sig og vise, at jeg kunne passe mit arbejde, selv om jeg var pige i en mandeverden.

Vibeke Frøsig gik i land, da hendes korttidskontrakt udløb.

For tre år siden valgte hun at uddanne sig som portrætfotograf, og i sin praktikperiode var hun bl.a. hos Rigmor Mydtskov.

- Jeg kom meget fint ud af det med hende, fortæller Vibeke Frøsig. Hun var rimelig godt tilfreds med de ting, som jeg lavede, og det gav mig mod på at starte selv.

Langsom start

Vibeke Frøsig har slået sig ned på Brendstrupvej i Århus i et hus, der tidligere har rummet bl.a. Saks Film, og hun præsenterede sig første gang med en udstilling af portrætfotografier af kendte personer på en af byens cafeer.

Hun kalder det en langsom start, men hun håber at det varer længe, før hun skal ty til "rugbrødsopgaverne".

Når Vibeke Frøsig skal fotograferer, vil hun have god tid sammen med de mennesker, hun skal portrættere. Hun vil ikke forstyres midt i en fotografering. Derfor træffes hun kun efter aftale, og så vil hun have mulighed for at danne sig et indtryk af kundens personlighed, og det skal foregå i en afslappet atmosfære. Den hjælpes på vej af en kop kaffe eller et glas sodavand.

- Den måde, jeg arbejder på, er ikke billig, men de mennesker, som normalt kommer her, er folk, som skal forære billeder væk, for eksempel til familie. Det kan også være, at de skal bruge dem officielt, som forfatteren, der skal bruge et billede til et bogomslag.

- Men der er også den gravide kvinde, som gerne vil have fotograferet sin mave på en kunstnerisk måde, så hun kan være bekendt at have et billede af den hængende.

Fotograferer jeg hende i et almindeligt fladt, kedeligt lys, vil det bare være en registrering af, at hun er tyk, og det er ikke særligt interessant.

Fotografiet lyver ikke

- Hvorfor valgte du at blive portrætfotograf?

- Jeg har altid interesseret mig for billeder. Jeg har også tegnet og malet meget, så jeg tænkte, at når jeg nu skulle skifte profession, kunne det lige så godt blive noget med billeder.

Og så er det nemmere at leve af at være fotograf end kunstmaler.

- Selvfølgelig laver man ikke guddommelige billeder hver gang, men man kan jo ikke gøre andet end at forsøge, og der vil altid være billeder indimellem som er gode, og som kunden kan accepterer. For jeg er meget selvkritisk...

- Man kan altid spørge: Er det den personlighed, jeg ser, eller er det den personlighed, som vedkommende selv ser? Måske ser den fotograferede sig selv på en anden måde, end andre folk i virkeligheden gør.

- Er det så fotografiet eller egenopfattelsen, der lyver?

- To fotografer ser ikke den samme person på samme måde. Det er jo også et spørgsmål om, hvordan folk reagerer over for hinanden rent kemisk. Det kan godt være, at de ting, jeg kan få frem i et menneske, ikke er noget, andre kan få frem.

For mig er et godt portræt et billede af folks udstråling og personlighed. Det må ikke kun være en registrering af, hvordan de ser ud.

De gamles arbejder

Når Vibeke Frøsig kigger på de rigtige gamle portrætfotografers sort/hvide arbejder, ser hun en helt anden type fotografier, end man ser i dag. I mange af deres billeder er der personlighed.

- Jeg arbejder primært i sort/hvid, men der er selvfølgelig nogle områder, hvor det vil være relevant at bruge farvebilleder.

Skal man have et portræt hængende, virker det mere enkelt og stilfuldt i sort/hvidt, for med alle de farver der er i hjemmet fra møbler, gardiner, blomster og så videre falder farvebilledet nemt ind i mængden, hvorimod det sort/hvide billede vil træde frem.

Når portrætfotografiet er færdigt, foretrækker Vibeke Frøsig en diskret stålramme som indramning.

- Så er det billedet man ser på og ikke rammen, for der må ikke være noget, der distraherer og fjerner interessen fra det centrale.

< tilbage

 


 

Copyright © 1997
Fotograf Vibeke Frøsig
Birkhøjen 21- DK 8382 Hinnerup
Telefon: (+45) 87 64 08 12
E-mail: admin@frosig.dk
URL:
http://www.frosig.dk